Når dine katte bliver uvenner

26-11-2019

Mange katteejere har mere end én kat, og ofte er disse katte også indekatte. Selvom de fleste katte elsker selskab, så kan der være slagsmål og uro mellem dem. Her får du derfor en række gode råd til, hvad du kan gøre, hvis dine katte slås.

Når dine katte bliver uvenner

Alle, som har mere end én kat sammen, kan opleve, at kattene slås eller jager hinanden. Og jo hurtigere du får gjort noget ved dine kattes uvenskab jo bedre. Stress er usundt for en kat, og både den, der angriber, og den kat, der angribes, bliver stresset. Denne stress får ofte kattene til at slås endnu mere over tid. Du er som ejer derfor nødt til at gå ind og gøre en midlertidig ekstra-indsats, hvis du vil beholde begge katte. Ellers bør du overveje at finde den ene et nyt hjem. Men før du finder et nyt hjem, eller før du går i gang med at træne kattene, bør de tjekkes for sygdomme og smerter. Rigtig tit er årsagen fysisk, og så virker træningen ikke, før årsagen er behandlet. På samme måde er det synd at omplacere en kat, som er syg. Første skridt er derfor at bringe kattene til en dygtig dyrlæge.

Tingene skal heller ikke stå på i en evighed. Hav altid den enkelte kats tarv i baghovedet. Hvis du ikke ser en forbedring mellem kattene inden for en månedstid, så bør du overveje, om du bør fortsætte. Måske anvender du ikke redskaberne korrekt? I så fald vil dit næste skridt være at kontakte en uddannet adfærdsrådgiver, og bede denne om et hjemmebesøg og en individuel vurdering af netop dine katte og jeres situation.

Før du starter træningen, bør du give begge katte et kosttilskud, der ikke doper dem, men som tager toppen af stress. Der findes flere midler, og din dyrlæge kan vejlede dig om hvilket middel, der er bedst til dine katte.

Hvis ulykken sker
Selvom du gør dit bedste, så kan det ske, at kattene mødes og slås undervejs i træningen. Her er det vigtigt, at du ved, hvad du kan gøre. Første råd er: Pas på dig selv. Hvis kattene virkelig kommer i slagsmål med hinanden, så stik ikke dine hænder ned mellem dem. Kast et tæppe over den ene kat og luk dem straks hver for sig, eller kast vand på dem og luk dem hver for sig. Disse metoder kan synes voldsomme, men katte, der virkelig slås, er ikke at spøge med. Og husk - rådene er kun ment som absolut akut krisehåndtering. Normalt bør du ikke gøre disse ting mod dine katte naturligvis.

Vær også opmærksom på ikke at belønne angrebene mellem de to katte. Mange ejere rejser sig og vil skille dem ad, men faktisk kan den opmærksomhed vedligeholde slagsmålene, da kattene får noget positivt ud af adfærden, fordi du kommer ilende til. Forlad i stedet rummet, hvis dine katte ved et uheld mødes og stiller an til slagsmål, kald på dem fra et andet rum eller lav en høj lyd i et andet rum og afled dem i stedet. Herefter kan du lukke en dør imellem dem.

Hvad kan du gøre
I dag er din ene kat utryg, mens den anden er aggressiv (og faktisk også utryg – denne kat viser det bare på en anden måde end katten, der er offer). Du indlærer en ny følelse i kattene, som er tryghed. Via træningen lærer dine katte, at synet af hinanden varsler noget rart – nemlig mad.

Generelt om træningen
 - Er kattene meget uvenner, så sæt en netdør op mellem dem midlertidigt. Hold dem adskilte, indtil de igen kan gå sammen, og hav en kat på hver side af døren, når du træner dette.
 - Find nogle lækre bløde godbidder, som dine katte elsker. Jo bedre godbid, jo hurtigere resultat.
 - Undlad at presse kattene. Går kattene, så stop træningen – tag en pause og prøv igen senere. Træn kort tid men ofte – gerne flere gange dagligt.
 - Du kan hele tiden måle om dine katte er trygge, og om afstanden er stor nok. Vil kattene ikke spise godbidderne, så er den anden kat for tæt på. Øg da afstanden. Øg også afstanden, hvis den ene kat puster sig op, eller på anden måde stresser eller bliver bange.

Så går du i gang
Kattene er nu på hver side af netdøren eller, hvis muligt, i samme rum. Du har dine godbidder klar. Hver gang kattene ser på hinanden, siger du JA! Og giver begge katte en lækker godbid.

Måske er det kun den ene kat, der ser på den anden. Giv alligevel begge katte en godbid, da kattene opfatter hinandens tilstedeværelse, også uden at se direkte på hinanden.

Træningen er kort fortalt:
Kat ser på kat => du siger JA! og giver begge katte en godbid.

Dette gentager du flere gange over tid. Husk at tålmodighed er en dyd. Gradvis kan kattene komme tættere og tættere på hinanden. Til sidst kan du forhåbentlig åbne døren mellem dem op, og de kan igen leve sammen under samme tag uden uenigheder af alvorlig art.

Læs vores brochurer

Har du spørgsmål til indholdet eller mangler du noget materiale, er du altid velkommen til at kontakte Dyrekassen Danmark på:

post@dyrekassen.dk
Telefon: 63 57 11 11

Med en sygeforsikring kan du være med til at skabe sikkerhed og tryghed for din bedste ven

Pris fra kun 97,-* på ansvar- og sygeforsikring til hund.

Pris fra kun 77,-* på sygeforsikring til kat.

Beregn pris og køb forsikring

Hund

Kat

*Priserne er pr. måned og inkl. hvalpe/killingerabat.

Samarbejdspartnere

Dyrekassen Danmark

Statene 12
5970 Ærøskøbing
CVR nr.: 17 39 46 30

Telefon: 63 57 11 11
Telefax: 62 52 28 26
E-mail: post@dyrekassen.dk

Kontorets åbningstider:
Mandag - torsdag 8.30 - 16.00
- skadeafd. har åbent til 17.00
Fredag 8.30 - 15.00

Tak for din tilmelding

Du vil modtage vores nyhedsbrev, når vi har noget på hjertet – dog maksimalt fire gange om året. Gennem nyhedsbrevet holder vi dig informeret om nye tiltag samt relevante nyheder om hund og kat. De bedste hilsner fra Dyrekassen Danmark

icon-close
Tak for jeres historie

Vi glæder os over du vil dele jeres historie med andre dyreejere, og håber at vi har været med til at gøre en forskel for dig og din bedste ven. De bedste hilsner fra Dyrekassen Danmark

icon-close