Nanoqs historie

Maine Coon katten, Nanoq måtte indlægges i juledagene på grund af et grimt angreb af calicivirusinfektion.

Jeg har altid haft forsikret mine katte hos Dyrekassen Danmark, og når folk spørger hvorfor, så plejer jeg at fortælle om de gange, jeg har haft brug for forsikringen. Nogle synes, at det er mange penge at betale for en kat årligt, men hvis man gør op, hvad jeg har fået igen, så tror jeg godt, jeg kan betale min præmie de mange næste år uden at blinke. Mine katte fejler nemlig sjældent noget, men når de gør, så er det altid en søndag aften eller en helligdag, og det er altid noget så alvorligt, at regningen let ender på den gode side af 5000 kroner. Og sikke en lettelse det er at kunne tage sit elskede kæledyr i bilen og køre til dyrehospitalet uden først at skulle overveje økonomien.

Nanoq var ingen indtagelse fra ovenstående regel. Han er en sej Maine Coonkastrat på syv år, og faktisk havde han aldrig fejlet noget i hele sit liv. Selv jeg kunne få den tanke, om forsikringen mon var skudt ved siden af for netop denne kat. Lige indtil denne jul, hvor jeg kom hjem om aftenen den 25. december og fandt min ellers så stærke kat siddende med savl ud af mundvigene og høj feber. Da jeg havde forladt ham om morgenen, havde han virket ok men træt, og da han spiste, havde jeg besluttet at se det an. Da jeg så ham gispe efter vejret nu, var jeg ikke i tvivl – han skulle til dyrlæge. Akut.

En helligdag. Om aftenen.
Hos dyrlægen stod det hurtigt klart, at de ville beholde ham. Han skulle i både ilttelt og drop, have slimstoppende medicin og smertestillende samt i gang med at spise selv igen. De spurgte, om jeg var klar til at betale for det, for faktisk var der julelukket, men hvis jeg ville betale, så ville de holde klinikken åben kun for Nanoq. Fordi jeg har ham forsikret, kunne jeg svare ja.
Nanoq var indlagt helt frem til nytår, og det viste sig at være et grimt angreb af calicivirus, der havde ramt ham. Men takket være dyrlægernes behandling blev han helt rask og snart kunne jeg hente ham med hjem.

Regningen lød på cirka 12.000 kroner – jeg betalte cirka 4000 kroner selv – resten betalte forsikringen. Jeg synes, de tal taler for sig selv. Jeg havde ikke haft muligheden for at beholde en kat, jeg betegner som min sjælekat, og som har fulgt mig i syv år, hvis jeg havde sparet den årlige præmie.
Jeg husker stadig den følelse, da jeg stod på dyrehospitalet, og dyrlægen spurgte ind til min økonomi. I det øjeblik ville afgørelsen for Nanoqs fremtid skulle træffes. Uden forsikring havde jeg måtte aflive – selvom han kunne blive rask. Alene på grund af penge. Jeg kan huske, at Nanoq på op på mig, da de spurgte, og hvor lettet jeg var over, at jeg havde tegnet en forsikring og derfor ikke skulle afsige en dødsdom over min ven. Og jeg husker dyrlægens lettelse.

Jeg skriver dette med Nanoq på skødet. Han er rask igen, og han bliver måske aldrig mere syg, men hans forsikring – den beholder han. Dyrekassen Danmark gav mig årets bedste julegave det år.

De bedste hilsner,

Helle Lenschow